Sydgrønland - Hjemsted for nordbokultur, varme kilder og frodige enge
Sydgrønland er en storslået destination for dig, som søger betagende naturoplevelser og unikke kulturoplevelser. Området er blandt andet berømt for sine fantastiske isfjorde, gletsjere og isbjerge, men Sydgrønland er også hjemsted for flere historiske steder, herunder vikingeruiner og gamle kirker, der går helt tilbage til det. 12. århundrede. Lær mere om områdets fascinerende historier ved at besøge museer og kulturelle centre. For de friluftsinteresserede byder Syggrønland på muligheder for fiskeri, jagt, kajaksejlads, klatring og vandreture. Regionen er desuden en fremragende destination for fugleinteresserede.
Qaqortoq
Qaqortoq er Kujalleq Kommunes største by med 2784 indbyggere, og her er en masse at opleve. Ved ankomsten vil du først bemærke de hyggelige, mangefarvede huse. Byen byder også på gode butikker, kunst og kultur. Derfor er det også en yndet destination for krydstogtskibe. Derudover er Qaqortoq centrum for handel og uddannelse i Syggrønland, og mange unge mennesker tager deres uddannelse her. På dansk er byen også kendt som Julianehåb.
Qassiarsuk
I Qassiarsuk kan du komme rigtig tæt på nordbokulturen. Da vikingen Erik den Røde trodsede farvandet mellem Island og Grønland for over 1000 år siden gjorde han byen til sit hjem, og i dag kan man stadig se resterne af datidens kirke, stalde og hal. Oplev Erik den Rødes langgård, og tag et smut forbi statuen af Leif Erikson (Erik den Rødes søn), som står vagt ved sit tidligere hjem. Qassiarsuk byder også på smukke vandreruter, blandt andet til fåreholderstedet Tasiusaq.
Nanortalik
Granittoppene i den nærliggende Tasermiut Fjord er kendt for at lokke klippe- og bjergklatrere til fra hele verden, mens mans i kajak kan opleve øens skønhed fra havet. Er du mere til at beholde fødderne på jorden, byder Nanortalik på uovertrufne vandreruter gennem landskabet. Nanortalik huser samtidig landets mest omfattende lokalmuseum. Trænger du til afslapning, kan du træde ned i en varm kilde, hvor du kan nyde udsigten ud over høje bjerge og isbjerge.
Igaliku
Ligesom Qassiarsuk gør den hyggelige landsbybygd Igaliku det muligt at komme helt tæt på de gamle vikinger og opleve resterne af nordbokulturen. Og for enden af byen starter den enorme vildmark, som har adskillige afmærkede vandreruter, der både kan føre dig forbi vandfald og isbjerge.
Narsarsuaq
Narsarsuaq er en lille by med kun omkring 170 indbyggere. I sommerperioden kan du opleve vandring, bådsejlads, kajaksejlads, fiskeri og cykling. Rundt omkring i byen ser man stadig tegn på den rolle, som byen spillede som en allieret luftbase under 2. Verdenskrig. I Narsarsuaq kan du også vandre gennem en af Grønlands få skove.
Narsaq
Hvis du ønsker at udforske Syggrønland på egen hånd, er Narsaq det helt rette sted. Der er nemlig færre organiserede ture som går hertil, hvilket gør destinationen perfekt for eventyrere, som selv vil udstikke kursen. Narsaq er derudover knudepunktet for fåreavl i Sydgrønland, og lidt uden for byen finder du gården Landnám, som er en af de ældste nordboruiner i området.