Pakkeliste til en efterårsrejse

Rigtigt udstyr kan være forudsætningen for, at du får det bedste udbytte af dit ophold i Grønland. Dette er vores forslag til en udstyrsliste, som du kan benytte dig af, hvis du ikke har personlig erfaring med det område eller den type rejse, du har valgt. Efteråret kan være både koldt og varmt, så en god anbefaling vil være at medbringe det samme tøj, som du kan holde varmen i på en almindelig vinterdag i Danmark.

Om påklædning generelt i Grønland
Påklædning i Grønland er praktisk og uformel. Du behøver derfor ikke at pakke det ”fine tøj” i kufferten på en rejse til Grønland. Udvalget af beklædning til friluftsliv er i dag stort, og du kan derfor finde tøj, der både er praktisk, smart og bekvemt.

Når du skal pakke til en efterårsrejse til Grønland, skal du tænke praktisk og isolerende. Dette gælder både for udendørs og indendørs beklædning. Når man går på restaurant og lignende i Grønland gælder det ligeledes, at man er praktisk klædt.

Kulde er noget, du altid må forholde dig til kan forekomme, når du er i Grønland om efteråret. Men
med korrekt beklædning og nogle få forholdsregler er kulden til at leve med og giver en ekstra dimension i oplevelsen. På grund af den tørre luft opleves kuldegraderne ofte ikke så voldsomme, som de ville gøre det i Danmark. Minus 10‐15 grader kan i Grønland opleves som næsten behageligt!

De fleste, der rejser til Grønland om efteråret, bruger størstedelen af dagen udenfor for at få så mange oplevelser som muligt. Dette betyder, at du skal medbringe tøj, så du har mulighed for at være klædt varmt på fra top til tå, fra det inderste til det yderste lag. Skal du eksempelvis på en tur til Indlandsisen i Kangerlussuaq, skal du stadig klæde dig varmt på, selvom meget af turen foregår i bus/bil.

Dagtursrygsæk
Det er altid godt at medbringe en mindre dagtursrygsæk på en rejse i Grønland. En dagtursrygsæk er en mindre rygsæk på 20‐30L. Den kan bruges til alt fra sejlture, kortere vandreture og til i det hele taget at have med rundt. Hvis du skal vandre på din rejse, så anbefaler vi en rygsæk på ca. 30L med hoftebælte og brystrem. Hvis du primært skal gå i byerne, så behøver du ikke hoftebælte og brystrem.

Kuffert eller rygsæk?
På langt de fleste af vores rejser skal du ikke selv bære din bagage langt. Du skal selv håndtere din kuffert i lufthavne og på hoteller, men derudover bliver den fragtet fra sted til sted. Du kan derfor vælge at pakke i enten kuffert eller i en rygsæk. Hvis du skal bo i mindre bygder, skal du være
forberedt på, at bagagen kan blive transporteret på en lastbil, en traktor eller lignende, og du skal derfor forvente, at bagagen får lidt “knubs” og støv.

For rejsende med overnatning i Glacier Lodge Eqi eller Ilimanaq Lodge
Hvis du er så heldig at skulle overnatte i en af de skønne lodges, skal du være opmærksom på, at deltagerne selv skal bære bagagen fra båd til hytterne i et kuperet fjelterræn. Kufferter er ikke velegnede, og du skal tillige være opmærksom på, at du selv skal kunne bære din taske, så pak ikke for tungt. For rejsende til Glacier Lodge Eqi er det muligt at efterlade en del af bagagen på hotellet til bagageopbevaring. Vi anbefaler, at du derfor medbringer en mindre rygsæk, du kan bruge under dit
ophold i Glacier Lodge Eqi.

På rundrejser med ophold i Ilimanaq Lodge har du naturligt din bagage med dig hele vejen. Du kan her vælge at pakke i rygsæk eller en større blød taske eller at par mindre, hvis du ikke kan bære al din bagage i én taske. På rejser med rejseleder i grupper vil der naturligvis være nogle, der kan hjælpe, men hovedreglen er at, du skal pakke, så du eller nogen i dit rejsefølge kan bære det ‐ i
mindre tasker og ikke i kufferter.

Beklædning kan både være smart og praktisk
Hvis du har spørgsmål til beklædning og skal ud og købe nyt, så kan vi anbefale dig at tage kontakt til Friluftsland, der kan give dig råd og vejledning. Friluftsland har et stort udvalg i smart og praktisk beklædning, der kan bruges hele året og til hverdag og på rejse. Kvalitetstøj, der både holder og fungerer. Friluftsland har butikker i store dele af landet og en fin webshop på www.friluftsland.dk.

Lag‐på‐lag‐princippet
Lag‐på‐lag princippet kommer virkelig til sin ret i Grønland. Lag‐på‐lag princippet går i sin enkelthed
ud på, at man klæder sig på i flere lag. Det inderste lag hjælper til at holde varmen, men også føre fugten væk fra kroppen. Det mellemste lag isolerer mod kulde. Det yderste lag beskytter mod regn, vind og fugt.
Det er selvfølgelig ikke nødvendigt at investere i en masse udstyr for at tage på ferie i Grønland om efteråret, men det gælder om at finde alt det varme tøj frem, gerne skiudstyret, de forede vinterbukser eller en gammel dunjakke, som for længst er gået af mode, men som stadig er varm.

Herunder er forslag til en pakkeliste, som kan give dig et indtryk af, hvad der er godt at have med på en efterårsrejse til Grønland.

Undertøj
Her taler vi ikke om bh og trusser, men om lange underbenklæder og en lang, tætsiddende bluse. Vi
anbefaler uld, da det også varmer, når det er fugtigt.

Fleecebukser eller kraftige joggingbukser
Som mellemlag mellem de lange underbukser og yderlaget. Hvis du har et par dunforede vinterbukser, så kan du nøjes med de lange underbukser og de forede yderbukser.

Trøjer eller kraftige skjorter
Som mellemlag

Overtræksbukser
Vindtætte, evt. forede, gerne vandafvisende. De skal være så store, at der er god plads til de bukser, man har på indenunder, og så de ikke strammer.

Tynde sokker
Uld eller svedtransporterende materiale. Vi anbefaler uld – og tag gerne flere par med. Hvis du sveder og dine fødder bliver fugtige, kan det betale sig at skifte til tørre sokker.

Tykke uldsokker
Flere par og vælg endelig de kraftigste, du kan få.

Støvler
Kraftig kvalitet, med god plads til sokker og til at bevæge tæerne i. Det er dejligt med et par vandrestøvler, hvor der er god plads til en tyk sok. Sålen skal helst være af gummi, idet såler af plast og blandingsmaterialer bliver meget glatte i lave frostgrader.

Varm sweater
Gerne med høj hals og lynlås. Kraftig fleece eller uld anbefales.

Stor vindtæt jakke
Gerne med hætte. Gerne af vandafvisende materiale, men den skal kunne ”ånde”.

Hue
Uld eller fleece (det er mest behageligt), gerne en elefanthue, som kan dække hals, pande, hage og kinder.

Kraftige uldhandsker
Inderst

Store forede luffer
Gerne af skind til at tage ud over de tyndere inderhandsker/uldhandsker. Ved at have vanter i to lag,
er det muligt at regulere temperaturen. Luffer er det bedste til kolde forhold frem for fingerhandsker.

Solbriller
Er rare at have med! Især hvis der er faldet sne, og solen skinner, eller hvis du skal besøge Indlandsisen.

Læbepomade
Hav altid en i jakkelommen, luften er meget tør.

Diverse
Kamera
Kikkert
Pandelampe (diodelamper bruger ikke meget batteri)
Ekstra film og ekstra batterier til kamera
Hovedtelefoner til flyveturen til Grønland

Åben som PDF